Teknologi

Teknisk set bygger konceptet på en tanke om at aktivere "hårde" facts fra museers databaser via et mobilinterface. Formålet er at belyse lokaliteter via multimediale oplevelser (tekst, billeder, kort, lyd og film).

Stedbestemmelsesteknologien i mobiltelefonen eller v.h.a. af en GPS koblet til mobiltelefonen (Bluetooth) gør det derudover muligt at formidle bestemte informationer til bestemte personer afhængig af den enkeltes fysiske færden.

Understående figur illustrerer systemet. En 2½ G eller 3 G mobiltelefon med styresystemet Symbian - hvoraf der er ca. 450.000 telefoner i Danmark - kobles via Bluetooth til en GPS. GPS’en overfører brugerens position til mobiltelefonen. Brugerens position, brugerprofil samt eventuelle andre kriterier for information brugeren har valgt, sendes via mobilnet til en server, der efterfølgende behandler forespørgslen. Herefter indhentes relevant information fra kulturhistoriske databaser samt eventuelt andre kilder eksempelvis kortleverandør. Via mobilnettet sendes informationen derefter til mobiltelefonen (brugeren). Samtlige informationer er med andre ord lagret centralt på servere og ikke på telefoner, hvorved opdatering og ajourføring af informationer forenkles betragteligt.